Sofieskolens historie

Sofieskolen har gennem mange år spillet en væsentlig rolle i udviklingen af et behandlingssystem i Danmark for mennesker med en autismespektrumforstyrrelse (ASF), hvor specialundervisning og struktureret pædagogik var i højsædet.

Else Hansen og Sofie Madsen
Skolen blev grundlagt i 1964 af Else Hansen, der selv havde en datter med autisme. Else Hansen havde derfor opsøgt Sofie Madsen, der i slutningen af 1920’erne påbegyndte arbejdet på Himmelev Børnehjem for børn med særprægede personligheder (med stor sandsynlighed autisme). Sofie Madsen havde en særlig forståelse for disse børn, og hun lagde grundstenen til den behandlingsindsats samt hjælpen til deres forældre, som der siden er arbejdet videre på herhjemme. Else Hansen fik under et ophold hos Sofie Madsen indsigt i, hvordan børnene kunne undervises, og inspireret af dette besluttede hun sig for at oprette en specialinstitution for børn med autisme.

 

Første specialeskole for børn med autisme i Norden.
Med hjælp fra Gladsaxe Kommune og støtte fra Landsforeningen Autisme samt fra fonde og privatpersoner blev Sofieskolen i 1964 – som den første i Norden – åbnet for 12 børn. I 1968 blev Sofieskolen udvidet til en specialskole for 37 børn og en boafdeling til 12 børn. Siden er skolen blev udvidet flere gange og har i dag plads til ca. 60 børn og unge på de forskellige afdelinger.

Dronning Margrethe som protektor
Dronning Margrethe har i mange år været skolens protektor.

Et livslangt perspektiv
Skolen har fra starten lagt vægt på at se barnet i et livslangt perspektiv. Vi har været optaget af at skabe et liv med kontinuitet for mennesker med en autismespektrumforstyrrelse. Det vil sige at sørge for, at der i ”den ene ende” var tidlig indsats i form af børnehavetilbud, og at der blev arbejdet på at etablere bofællesskaber og beskyttede værksteder i den anden ende af skolegangen. Disse sidste fungerer i dag som uafhængige og selvstændige enheder og har gjort det så længe, at der nu tales om, hvorledes ældreomsorgen for mennesker med ASF skal håndteres på bedst mulig måde for det enkelte individ.